FANDOM


PrologEdit

RiM wiki - Dagbog prolog
For omkring 2000 sjæle er byen Valbaun i det nordlige Nûrun verdens navle, claive Ramund Stilgaard byens beskytter, og storherre Wejs Marluvarg den mægtigste mand i verden og vigtigere end Kong Frithrik God. I den store verdens perspektiv er Valbaun dog blot en ubetydelig lille flække og Marluvarg en lille krigsherre med et stykke land.

Det er det 351. år i Kongernes Alder og kun de færreste dødelige besidder et komplet overblik over Alvheim og alle Hendes hemmeligheder. I den centrale del af kontinentet, for at tage et eksempel, vokser spændingerne mellem Kalhron og Lauka, som hver især repræsenterer verdens stormagter, og kun de største optimister tror på fortsat fred. Dette interesserer kun de færreste Nûrunianere, som generelt føler, at de har nok problemer at slås med.

For mange år siden, da Frithrik God havde overtaget kongeriget Nûrun efter sin fader, kastede en af gudernes højt agtede seersker runer over den nye konge, og usædvanligt mange runer endte skæbnevarslende med den betydende side opad. Seersken stak efter sigende i et blodfrysende skrig og vendte det hvide ud af øjnene, hvorefter hun med en dyster stemme fremsagde runernes betydning;

Tretten år i Anúns tegn med fulde marker og fede køer skal følges af tretten år i Mórds vold med golde somre og strenge vintre. Lige så lykkebringende og nærende, som de første tretten år skal være, lige så sorgfulde og mørke skal de efterfølgende tretten år blive.

Ved dette udbrød Kong Frithrik brysk, at han ville sørge for, at der i hans regeringstid ikke ville komme en lang periode med mørke og ulykke, og som det er med spådomme og runekast, bliver de betydende for personen, for hvem de er fremsagt. Kong Frithrik holdt ord og har gjort sig fortjent til tilnavnet ’God’, som folket har givet ham, idet Nûrun under hans styre endnu ikke har oplevet nogen krige eller store konflikter. Tværtimod har handel og alliancer med rigets naboer afløst de mange plyndringstogter, som Frithrik arvede med kronen fra sine forfædre. På trods af dette og seerskens spådom blev kongens runekast glemt efter nogen tid. Alt fortsatte som normalt og livet gik sin gang i Nûrun med Frithrik God som konge.

I foråret i det 336. år af Kongernes Alder ændrede dette sig dog. Det var ikke én drastisk begivenhed, men rigtig mange små ting, som ændrede Nûrun og dets folk; der kom mere vand fra bjergene, og det var renere, jorden virkede mere frugtbar og blød, dyrene gav flere levende afkom, og de ældre ramtes mere mildt af sygdom og dårligdom. Det er muligvis blot en historie, men rygterne siger, at Kong Frithrik på forårets første dag blev vækket i sin seng af en smuk fugl med en nyudsprungen forårsblomst i sit næb, alt imens solen blidt lysnede hans dronnings tykke hår. Under efterårets høstfest samme år bugnede rigets madkamre, langt de fleste spædbørn og deres mødre var raske og stærke, og folkestemningen var jublende. I løbet af et par år var befolkningen fordoblet, ingen led sult, der var langt mellem sot og skade, og den glade folkestemning gav mindre vold og mord. Sammenstød med barbarer og gother var få og langt imellem, og deres trussel gled længere og længere væk i folkets bevidsthed. Efter noget længere tid begyndte folk fra nabolandene at rejse til og bosætte sig i Nûrun og selv enkelte dværge valgte at rejse fra deres hjem i minerne og slå sig ned på rigets frodige overflade.

På trods af den gode tids sammenhæng med spådommen i kongens runekast, var der ingen, der skænkede seerskens ord de mindste tanker. I tretten somre var Nûrun centrum for vækst og lykke, så da foråret i det 349. år oprandt – præcis tretten år efter de gode års begyndelse – var der ingen, der var forberedt, mindst af alle Kong Frithrik.

Dronningen blev dette forår ramt af en slem lungebetændelse, som hun aldrig kom sig af. På den ellevte måne samme år begravedes dronningen under en storslået men sørgelig ceremoni, under hvilken kongen viste sit folk sin ulykke og sine tårer. Det menes, at denne begivenhed i sig selv ansporede en stor del af folkets voksende modløshed og følelse af fortvivlelse.

Dette første af de dårlige år i riget gav næsten ikke nogen nye børn, og næsten alle de allerældste åndede endeligt ud, inden vinteren var omme. Sommeren var plaget af tørke og hårde storme og meget af høsten gik tabt. Efter den første magre høstfest i mange år, hvor dagene begyndte at blive mørkere og koldere, oplevede man mere og mere, at rovdyr fra vildnisset trængte længere og længere ind på folkets land, og at nattens lyde kom tættere og tættere på familiernes sovekamre. I denne første onde vinter lærte folket hurtigt dyden i at gebærde sig med forsigtighed og fornuft udendørs og gav flittigt denne dyd videre til deres børn.

Da det kommende forår ikke bragte lindring efter den lede vinter, begyndte snakken at falde på den gamle spådom og at Kong Frithrik skulle være forbandet af guderne. Med den tørre sommervarme kom også barbarerne og gotherne og afværgede en mulig borgerkrig, da kongens og storherrernes stærke krigere nu var nødvendige for at forsvare folket. Samtidig gav et fælles onde og noget at kæmpe imod et forstærket sammenhold i riget og gav også folkets opbakning til landets ledere og deres militære magt. De mange gode år havde været ekstra gode ved rigets krigere, der nu bestod af meget unge og meget stærke mænd, hungrende efter strid og muligheden for at udholde sig.

Endnu en vinter og endnu en sommer er passeret, siden de mørke år begyndte, endnu en mager høstfest venter, og inden længe begynder den tredje strenge vinter i træk med mørke, kulde og sygdom. I det nordlige grænseland i Nûrun ligger kulminebyen, Valbaun, tæt op af bjergkæden, Thyrstein bjergene, hvor vejret er hårdere end de fleste andre steder i riget. Jorden og klipperne omkring byen er rig på kul, hvilket har gjort Valbaun til en relativ vigtig industriby og en stærk ressource for claive Ramund Stilgaard, og han er derfor en af storherre Wejs Marluvargs højest agtede lakajer. I de tretten gode år voksede byen solidt, som de fleste andre byer i landet også gjorde, og kulproduktionen blev udvidet betragteligt. Dette har også betydet, at byens garnison er blevet udvidet, for sådan at claiven bedre kan forsvare byen og storherrens interesser. I de nuværende fortvivlende tider har garnisonens størrelse vist sig utrolig brugbar, især overfor nærgående rovdyr, plyndrende barbarfolk og blodhungrende gother, som tiltrækkes af byens varme og dufte.

I disse dage mumler claivens ældre og mere erfarne hirdsmænd til hinanden om noget uro i den kølige natteluft, mens de skuler bekymret til deres koner og døtre. Der er kun ganske kort tid til høstfesten, en af de få glædelige og længe ventede begivenheder, der er tilbage, inden vinteren tager over. Hvis alt går vel med festen og ofringerne, kan det være, at Elena giver Valbaun en mild vinter – eller at hun kan holde Mórd og hans dårligdomme væk.


Dagbog session 1Edit

I byen Valbaun ligger hovedpersonerne og sover i deres respektive sovekamre, da nattevagtens alarm lyder. Vagten ved navn Gamring er forsvundet fra sin post og frygtes dræbt. Et eftersøgningshold bestående af Aran Gudjonsson, Arnkel og Fafnir Stilgaard, og hirdsmanden Olaf Den Tabre sammensættes for at finde Gamring. De finder en lille gryde i højlandet, hvor tre irokanere har slået lejr og skal til at skalpere deres fange. Hovedpersonerne nedkæmper barbarerne og redder Gamring med tilbage til Valbaun. Dagen derpå er der høstfest, hvor Aran, Arnkel og Fafnir bliver hyldet som helte for deres dåd.

Tidligt dagen efter festen bliver hovedpersonerne fortalt om en enorm trussel fra gotherne mod det nordlige Nûrun. Nyheden kommer fra storherre Marluvargs hirdsmand, Ulf Wähler, som på vejne af storherren beordrer claive Stilgaard til at mønstre alle byens kampdygtige mænd for at begrænse truslen ved Ægirs Pas, inden forstærkninger fra byerne Othun og Ferrisleit kan nå frem. Som claiveløftet påbyder, tager claive Stilgaard naturligvis imod opgaven og adlyder sin storherres ordrer.

Efter et døgns mønstring og et døgns rejse står hovedpersonerne og Valbauns krigere overfor en gigantisk horde af blodtørstige gother ved Ægirs Pas. Slaget bølger frem og tilbage, og da det ser sortest ud for menneskene, ankommer claive Thorstein Lautsson og hans krigere fra Othun og bolstrer forsvaret mod horderne. Inden længe er det dog tydeligt, at alt håb er ude, hvis ikke menneskene får flere forstærkninger. Aran, Arnkel, Fafnir og Olaf sendes ud for at komme claive Henrick Kempe fra Ferrisleit i møde og berette om sagens alvor.

Et godt stykke væk møder hovedpersonerne Finnbog Raun, leder af Henrick Kempes hird, og hans krigere, som efter beretningen om slaget ved Ægirs Pas blot slår en overraskende tilfreds minde op og vender om for at tage tilbage til Ferrisleit. Lammet af mistro og fortvivelse kan hovedpersonerne ikke stille noget op overfor Finnbog Raun, så med frygt for familie og venners skæbner vender de tilbage til slagmarken, hvor slaget er overstået. Arnkel finder sin døende fader og leder af hirden, der overdrager ham familiens klinge og beder ham advarer de efterladte i Valbaun om den fremrykkende trussel, hvorefter han udånder. Som en sidste handling og gestus overfor familien, han tjente, sendes Olaf til Arhteil og storherrens hof for at berette om Valbaun og dens krigeres skæbne.

I et kapløb mod tiden og ikke mindst gotherne sætter hovedpersonerne af sted tilbage til Valbaun for at redde så mange som muligt ud, inden gotherne når byen. Trætte og udmattede når de tilbage til byen og begynder at hjælpe kvinder, børn og ældre ud af byens østlige byport, men under evakueringen rammer gotherne den vestlige port. Under al tumulten henter Fafnir Stilgaard kvinderne, men kan ikke overtale Arnkels moder og sin egen stedmoder til at følge med ud af storgården. I stedet låser hun sig inde på et værelse og Fafnir er nødsaget til at efterlade hende. På markerne uden for Valbauns østport flygter kvinder, børn og ældre skræmte fra gotherne, der inden længe indhenter dem. I blind rædsel stikker en af Arnkels og Fafnirs søstre af fra resten af flokken og løber direkte mod Gudernes Øje, den nærliggende skov som efter sigende er både skræmmende og farlig at træde ind i, og hovedpersonerne med Stilgaard-kvinderne på slæb følger efter for at stoppe hende. Da de indhenter hende lige inden for skovbrynet, bemærker de, at gotherne ikke har fulgt efter dem men i stedet har koncentreret sig om de andre flygtende, hvilket hovedpersonerne til deres fortrydelse når at overvære.


Dagbog session 2Edit

Nedtrykte over deres bys og barndomshjems grumme skæbne står Arnkel, Fafnir og Aran, samt Stilgaard-kvinderne i brynet af Gudernes Øje, idet de pludselig overraskes af tre kampklare gother. Kvinderne flygter dybere ind i skoven og efter en hård kamp, finder hovedpersonerne de skræmte piger bag en væltet træstub og erfarer, at de er faret vildt. De beslutter at lede efter skovens goder i et håb om hjælp og vejledning og oplever i deres søgen, at Gudernes Øje er et skræmmende og farligt sted at være. Vores trætte hovedpersoner, og kvinderne under deres beskyttelse, har flere mystiske og uhyggelige oplevelser i skovens mørke, hvor dyrenes lyde og skikkelser i tågen konstant pirrer nerverne. Efter flere hårrejsende oplevelser finder de til deres overraskelse endelig et sted ved en skovsø, der med Isils aspekt, Selias, gunst emmer af tryghed og fred, hvor gruppen på flugt kan hvile sig.

På deres fortsatte rejse gennem skoven bliver vores hovedpersoners sanser vakt af en liflig duft af varm mad fra et sted inde i tågen. Fafnir advarer mod skovens bedrag og farlighed, og en heftig diskussion opstår. Pludselig tager noget ved Arnkel og Fafnirs yngste søster, Ravnhild, der med et hungrende udbrud sprinter over stubbe og buske mod kilden til den lokkende duft. Hovedpersonerne og resten af kvinderne forsøger at standse hende, men indhenter hende desværre først tids nok til at se hende spise af en mørk jerngryde over et ildsted. Som slagen med en kølle falder Ravnhild livløst omkuld foran ildstedet. Til hovedpersonernes rædsel vokser der pludselig en mørk og kroget skikkelse ud af et nærtstående råddent træ. Skikkelsen er en heks, dækket af bark, mos, råd og mug, med tjæresorte øjne, kløer som en rovfugl og hugtænder som en slange. Heksen kræver med en raspet stemme bod og betaling for pigens forbrydelse, at hun har spist af heksens mad, og kræver at få pigen. Hårene rejser sig på hovedpersonerne, der febrilsk stiller sig mellem heksen og Ravnhild for at beskytte hende mod heksens galde. I stedet for pigen får heksen Stilgaard-slægtens sværd og forsvinder ned under den bløde skovbund sammen med gryden og ildstedet.

Hovedpersonerne søger nu at finde en venligsindet gode til at hjælpe den bevidstløse Ravnhild, og med et uventet klarsyn lykkes det Aran at lede sine rejsefæller til goden Rivalla. For at kunne hjælpe kræver goden, at hovedpersonerne og Stilgaard-kvinderne sværger at opfylde tre tjenester; en for Ravnhild, som er at hjælpe hende til at blive rask igen; en for guderne, som er at prise Selia morgen og aften og alle steder, hvor de kommer frem, at udbrede hendes budskab og sange; og en tjeneste for goden. For Ravnhilds skyld indvilliger de på godens krav.

For at kunne helbrede Ravnhild efterlader hovedpersonerne Stilgaard-kvinderne hos goden og rejser tilbage til Valbauns ruiner for at finde noget af Ravnhilds moders hår. Overraskende nemt ender de ved udkanten af skoven, hvor sneen er faldet tungt. De krydser de hvide marker mellem skoven og byen og bliver opmærksomme på, at gotherne ikke bryder sig om for meget lys og tilsyneladende holder til oppe i minen uden for byen. Uden problemer kommer de til slægtens storgård, hvor de finder moderens kammer tomt. De finder dog hendes blanke sølvbørste, hvor der stadig sidder hår i. De indser, at det ikke er muligt at gøre mere for byen, og beslutter sig for at drage tilbage til goden. Udenfor storgården hører hovedpersonerne gother, der taler sammen, og de sniger sig nærmere for at lytte. Meget uventet ankommer der en vinterulv, et sjældent sagnomspundent rovdyr, der kan beskrives som en gigantisk ulv med hvid pels. Denne vinterulv er dog ikke, som hovedpersonerne har hørt om i historierne, og den begynder at tale med gothernes leder, der kaldes Nob. Vinterulven spørger til, om Nob og hans gother har fundet Haguls Hånd, og bliver arrig, da Nob ryster på hovedet. Gotherne beordres til at lede videre mod øst, hvorefter vinterulven forlader byen og gotherne vender tilbage til minen. Netop inden hovedpersonerne kommer til skovens bryn, opdager Fafnir, at vinterulven har holdt øje med dem. Tilbage hos Rivalla afleverer de sølvbørsten, og efter noget tid vågner Ravnhild. Med hvad de har hørt i Valbaun og hvad Rivalla sparsomt kan fortælle beslutter vores hovedpersoner at lade kvinderne blive i sikkerhed hos Rivalla og selv drage mod øst til byen Othun for at advare dens indbyggere mod de kommende gother.


Dagbog session 3Edit

Med Stilgaard-kvinderne i sikkerhed hos goden Rivalla, sætter Arnkel, Fafnir og Aran af sted ud af skoven og ud på den golde og sneklædte slette for at nå Othun før gotherne. Forfulgt af bidske ulve søger de ly på Sigvats gård, et prægtigt og beskyttet stutteri, hvor en høflig og varm velkomst hurtigt bliver til en vredesfyldt afsked, da hovedpersonernes færd gennem Gudernes Øje bliver bragt på bane.

Ude på sletten igen et par dagsrejser fra Othun møder de tre rejsende en stor hær af Væringer, en stærk og respekteret organisation af lejesoldater, der er på vej til undsætning ved Ægirs Pas. Da hovedpersonerne begynder at forklare situationen, vælger Væringernes leder, huskarlen Mats Eldgrim, at tage dem med sig og slå lejr for at få en uddybende forklaring. Om aftenen ved lejrbålets skær indvies de tre venner i Væringernes tradition om historiefortælling, og en væring ved navn Asvald fortæller en historie om, hvordan han for mange år siden blev forvist fra Valbaun og solgt som slave til barbarerne som bod for sin faders og onkels forbrydelse. En begivenhed, som hovedpersonerne også overværede, da de var børn. Efter Asvalds historie fortæller Arnkel, Fafnir og Aran deres historie fra det tidspunkt, hvor de har hørt nyheden om gothernes komme og drager af sted til Ægirs Pas og til nu, hvor de som de eneste overlevende fra Valbaun er på vej til Othun for at advare de ubeskyttede indbyggere mod gothernes fremfærd. Overbeviste af de tre venners historie beslutter huskarlen og hans mænd at drage mod Othun og møde gotherne der, inden de gør mere skade på Nûrun.

I Othun mødes hovedpersonerne og væringerne af de efterladte kvinder, børn og ældre, som med de dunkle nyheder om gothernes komme gribes af frygt og håbløshed. De mange krigere og de tre venner begynder med det samme af at forberede sig på et stort slag, og da væringernes spejdere vender tilbage med bekræftelse af, at gotherne er på vej, påbegyndes opbygningen af et forsvar i en dal uden for Othun. Ved mørkets frembrud dagen efter ses de første gother for enden af dalen og slaget begynder.

Gotherne er krigerne langt i overtal, men har svært ved at stå imod de dygtigt udførte forsvarsværker, knusende fælder og brutale angreb fra væringerne. Da de sidste gother drives tilbage, ankommer der imidlertid endnu bølge af gother og med sig har de en bjergtrold, et arrigt og enormt væsen, der besidder en utrolig styrke. Anført af huskarlen angriber væringerne og de tre hovedpersoner trolden, der kun med store tab og utrolige kraftanstrengelser til sidst bliver fældet. En af troldens ofre er blandt andet væringernes druide, der med sine sidste åndedrag overleverer en kryptisk besked til Aran. I slagets afsluttende fase bliver Aran fanget bag gothernes linje og reddes af huskarlen, inden forsvarernes sidste og afgørende fælde springer; den frosne flod, som med store heste og tunge reb brydes, så de sidste gother vælter ned i det dødbringende kolde vand.

Othun er reddet, men ikke uden tab, og der holdes en ceremoni for de faldne på sletten uden for Othun, hvor især Fafnir tilfører begivenheden en stærk følelse af åndelighed. Huskarlen henvender sig dagen efter til Aran for at indløse sin livsbod for at have reddet hovedpersonens liv og foreslår, at Aran sværger ham troskab, følger ham og bliver en del af Væringerne. Idet Aran ikke ønsker at bryde sit bånd med sine venner, tilbydes Arnkel og Fafnir ligeledes at slutte sig til Væringerne og de loves alle tre, at de også må søge deres hævn og bod for Valbauns ødelæggelse og deres familiers død. Med dette binder de tre hovedpersoner sig med en bloded til huskarlen og Væringerne.

Mens væringerne restituerer og kommer sig ovenpå slaget mod gotherne, drager Arnkel, Fafnir og Aran til Rivalla for at hente de tilbageblevne kvinder og bringe dem til deres nye hjem i Othun.

Ad blocker interference detected!


Wikia is a free-to-use site that makes money from advertising. We have a modified experience for viewers using ad blockers

Wikia is not accessible if you’ve made further modifications. Remove the custom ad blocker rule(s) and the page will load as expected.