Stridens Vugge[]
Det Kalhronske kongerige består af fem landsdele, kaldet baronier eller fyrstedømmer, hvor der til hvert hører en adelig leder. Blandt de kendte riger er Kalhron det rigeste og mest ressourcestærke, især grundet det nordlige fyrstedømme, Upland, og det sydlige baroni, Rindel, hvor blandt andet landbrug og specielt minedrift sørger for, at landet har både mad på bordet, værktøj og våben.
Kalhron blev grundlagt som et kongerige af Uplands fyrste og hærfører af samme navn, Aradúr Kalhron, for omkring 180 år siden (omkring år 170). Fyrst Aradúr, der i en ung alder havde arvet en sofistikeret krigsmaskine i form af Uplands overlegne militær, tvang fyrstedømmerne, Stormskjær og Spydmark, med i en barbarisk alliance. Kort tid derefter udråbte han sig selv til Kong Aradúr I af Kalhron, de allierede fyrstedømmer, Upland, Stormskjær og Spydmark. Da hans lange, voldelige liv endelig endte, havde Kong Aradúr tilføjet Rindel, Sydwald, Gallmor og Burr-Frith til Kongeriget Kalhron, bekriget både Hainrim i nord og nærmest begået folkemord på elverne i De Sydlige Skov, og taget tusindvis af barbarstammefolk rundt om på kontinentet med sig tilbage til sit rige som slaver.
Ved Kong Aradúrs død fulgte en kort og blodig strid om magten mellem de mange efterladte sønner, som i uventet lang tid havde kunnet forberede, hvordan de ville tilrane sig den ledige krone. Sejrherren lod sig øjeblikkeligt krone som Kong Aradúr II, men måtte sande, at han ikke kunne leve op til sin faders arv eller navn. I langt det meste af sin regeringstid forsøgte Aradúr II med alle sine kræfter at erobre Hainrim, men endte i stedet med at miste de besatte områder i Lauka og kun med nød og næppe at afværge en altødelæggende borgerkrig. Aradúr II efterfulgtes ved sin død af sin ældste søn, Loah I, der med sin korte regeringstid kun opnåede at bryde Kalhron-slægten ud af kongerækken. Kong Loah fortsatte krigen mod Hainrim i sin faders navn, men under de kalhronske soldaters søgen efter sikre bjergruter mellem Upland og Hainrim, vækkedes gotherne i bjergene, hvilket ændrede alt. Med gothernes hærgen i og omkring Míthorod, Gråbjergene, opgav de to nationer at bekrige hinanden for i stedet at forsvare sig hver især mod de barbariske horder. Kong Loah blev dræbt af gotherne under tilbagetrækningen af tropperne fra Gråbjergene og efterlod sig ikke nogen arvinger til kronen.
Kong Loahs død kunne have været Kongeriget Kalhrons endeligt, hvis ikke det havde været for Hiilmar von Kaldahar, en hærfører af Kalhron, som var trænet og skolet i de stærkeste kredse af det noble [Kalhron#Kaldahar|Kaldahar baroni]]. Hærføreren overtog kommandoen af hele Kalhrons hær og kunne med denne magtdemonstration uhindret lade sig selv krone som Kong Hiilmar I af Kalhron. Det siges, at havde Hiilmar ikke tilranet sig kronen, ville Kalhron have været splittet og ophørt med at eksistere som et kongerige.
Mange år før sin død havde Kong Hiilmar åbent erklæret, at den unge ridder af Kaldahar, Vaikoh Berggur, skulle arve kronen, hvilket skulle blive starten på Berggur-slægtens dynasti i Kalhrons kongerække. Både Vaikoh Berggurs og hans arving, Sardoh Berggurs, regeringstider var præget af store problemer med gotherne fra Gråbjergene, politiske hårdknuder mellem landsdelene, men især mindre stridigheder og krige med Lauka.
Den seneste konge af Berggur-slægten, Ulrik Berggur, har vist sig at være en dygtig politiker og en intelligent strateg. For omkring 20 år siden stoppede han krigen med Lauka og har siden fået etableret et solidt forsvarsværk mod gotherne i det nordlige Upland. Kong Ulrik Berggurs største problemer er opstået indefra i kongeriget, hvor de sydlige landsdele forsøger at løsrive sig under ledelse af Rindel baroniet.
Det kalhronske folk er et ærekært, men slidt, folkefærd, der finder trøst og stolthed i landets stærke riddertraditioner, kongerigets beskyttelse og sjæl. Under Kong Ulrik Berggur har menig mand kunnet ånde lettet op, da truslen fra Lauka synes at være væk, gotherne er holdt stangen i bjergene, mens ridderne har fået bedre fat i de barbariske nomadestammer og hærgende røverbander i vildnisset. Endnu har Rindel baroniet og Sydwalds forsøg på at løsrive sig ikke resulteret i alvorlige kampe.
Blandt de gamle guder er det næsten udelukkende Anúns aspekt Almir, der tilbedes, mens de andre guder er anerkendt og kun overvejende tjener et formål ved særlige lejligheder.Kalhrons fem landsdele[]
| Upland | Det nordlige fyrstedømme og kongernes hjem. Grænser op til Hainrim og Burr-Frìth, og fyrstedømmerne, Stormskjær og Spydmark, i syd. |
| Stormskjær | Det vestlige fyrstedømme. Grænser op til Upland, Spydmark og Rindel baroniet. |
| Spydmark | Det østlige fyrstedømme, der grænser op til Speireach og Gallmor, samt alle de andre landsdele i Kalhron. |
| Sydwald | Det sydøstlige fyrstedømme, der grænser op til Gallmor, Haréntúîm, Spydmark og Rindel baroniet. |
| Rindel | Det sydvestlige baroni, hvor både byerne Reignborg og Lagash ligger. Grænser op til Stormskjær, Spydmark og Sydwald. |
Kalhrons kongerække[]
| 170 - 223 | Aradúr I (*151 - †223) |
| Kalhrons grundlægger og første konge. Indleder en lang æra med strid i og omkring Kalhron. | |
| 223 - 239 | Aradúr II (*189 - †239) |
| En af Kong Aradúrs mange sønner. Mister Burr-Frìth og Gallmor til Lauka. | |
| 239 - 242 | Loah I (*218 - †242) |
| Aradúr II’s ældste søn og sidste konge af Kalhron-slægten. | |
| 242 - 280 | Hiilmar I (*199 - †280) |
| Hærfører fra Kaldahar, som redder Kalhron fra splittelse. | |
| 280 - 292 | Vaikoh Berggur (*246 - †292) |
| Ridder af Kaldahar og første konge i Berggur-dynastiet. | |
| 292 - 329 | Sardoh Berggur (*271 - †329) |
| Søn af Vaikoh Berggur. | |
| 329 - | Ulrik Berggur (*299 - † ) |
| Søn af Sardoh Berggur og kæmper mod, at de sydlige fyrstedømmer, ledet af Rindel, skal løsrive sig fra Kalhron. |