Riget i Midten Wiki
Register
Advertisement

Riget i Midten[]

En fæstning i Nûrun
I de køligere egne nord for Lauka, omringet af bjerge på alle sider, ligger et gammelt og stolt rige kaldet Nûrun. Man skulle måske tro, at et land omringet af bjerge ville ligge afskærmet fra vind og vejr, men det stik modsatte er tilfældet. Bjergene holder ofte de voldsomme vinter- og sommerstorme fanget bag deres solide mure, hvilket er med til at gøre Riget i Midten, som Nûrun betyder, et barsk rige, befolket af et hårdført folk.

Kongeriget Nûrun er et feudalsamfund, hvor storherrerne er kongens edsbundne vasaller. Hver storherre råder over et stort landområde, en mark, som er blevet ham tildelt af kongen ved en stor ceremoni kaldet blodløftet, hvor storherren underkaster sig kongen og aflægger en troskabsed formet i blod. Ceremonien er et prægtigt gilde med mange vigtige gæster og god mad, øl og vin, og som kulminerer med troskabseden, hvor kongen og vasallen blander blod i en kop med mjød, som de begge skal drikke af. Ved blodløftet sværger storherren at tjene kongen med magt og mønt som en modydelse for sin tildelte mark.

I hver mark tjener et antal claives storherren ved hver at bestyre én af de større byer samt det omkringliggende land. Hvor storherrerne som oftest er krigsherrer og adelige, er de enkelte claives som oftest hæderkronede krigere, der har bevist deres værd på slagmarken. En claive aflægger ligeledes en troskabsed for at blive tildelt sin by af storherren i en ceremoni kaldet claiveløftet, der dog ikke er ligeså storslået og prægtigt en begivenhed som blodløftet.

For næsten to hundrede år siden blev Kong Thyrfann dræbt, og en lang og mørk periode uden konger begyndte. Nûrun blev splittet af magtgale krigsherrer, tyranniske barbarhøvdinge og ødelæggende gothstammer, der i kortere eller længere tid af gangen besatte områder af landet. Denne tid mellem Kong Thyrfann og Kong Haraldur kaldes i folkemunde for Den Mørke Tid.

For mindre end hundrede år siden nedkæmpede krigsherren Haraldur de barbarer og gother, som han ikke kunne skræmme væk, og udråbte sig selv til Kong Haraldur af Nûrun uden modstand fra de tilbageværende krigsherrer. Efter at have etableret sig i handelsbyen Eirûn for foden af Stålpasset nær grænsen til Lauka, indførte Kong Haraldur blodløftet og claiveløftet, hvorved eventuelle stridigheder med krigsherrerne blev forhindret.

Efter sin faders død udråbte Haraldurs søn, Hallbjorn, sig til Kong Hallbjorn og gjorde i sin regeringstid om nogen Eirûn til en stor by og hovedstad i Nûrun. Den unge konges grådighed var om noget det, der med tiden gav ham hans tilnavn, Kong Hallbjorn ”Den Stærke”, idet storherrerne fik frit spil til at føre kampagner og togter over passene og grænserne mod barbarerne i nord og mod Hainrim i vest. De mange skatte og rigdomme, der blev hjembragt af krigsherrerne, kom også kongen til gode, og dannede grund for Eirûns og mange af de andre større byers vækst.

I en næsten lige så ung en alder som sin fader måtte Frithrik udråbe sig som konge, da Kong Hallbjorn pludseligt blev meget syg og mistede besindelsen. Under Kong Frithrik har Nûrun formet sig som et mere moderne rige, hvor meget af volden mod folkene uden for grænserne er blevet afløst af handel og alliancer. Hvor Kong Hallbjorn mere var storherrernes konge, er Frithrik God, som han bliver kaldt, mere folkets konge.

Nûrunianerne er et stolt og barskt folk, for hvem begreber som familie, ære og en god død er vigtige. Man udviser stor respekt for dem, der er højere oppe i hierarkiet, og tager edsbånd meget seriøst. Det er ikke kun krigsherrer, adelsmænd og kongelige, der aflægger troskabsløfter til hinanden; på kryds og tværs af hierarki og klassetrin sværges der eder og løfter om alt muligt, lad det være arbejdskontrakter mellem arbejdsgivere og ansatte, forsørgelsesløfter aflagt af familiemedlemmer til enkefruer, eller de bitre og hadefulde eder om blodhævn i slægtsfejder. Er man ikke lokalkendt, kan man bruge dagevis på at sætte sig ind i det indviklede netværk af eder og løfter, som holder et samfund i en lille by sammen, og i nogle tilfælde kan det endda være livsfarligt at blande sig i edsanliggende mellem andre mennesker.

Store dele af Nûrun er gold og klippefyldt slette, hvor ekstreme vinde og sandstorme gør landbrug og beboelse meget besværligt – eller direkte umuligt. De mest beboede områder i landet er derfor langs floder og søer, hvor den stenede jord er mest frugtbar, og langs bjergene og passene, hvor der er læ og hvor minedrift og handel giver mest beskæftigelse. Som resultat af dette er indbyggerne i Nûrun hovedsagligt bønder, minearbejdere, kræmmere og håndværkere, og på grund af de rige og forskellige ressourcer fra klipperne og bjergene er håndværk fra Nûrun meget anerkendt og eftertragtet; smykker, redskaber og køkkenudstyr, kunst og pyntegenstande, våben og rustninger er blot nogle eksempler på håndværk, som nûrunianerne har gjort sig berømte for.

I Nûrun er man generelt meget troende – og ikke mindst overtroisk. Næsten alle fænomener kan kædes sammen med gudebilledet, som for nûrunianere nærmest udelukkende består af Anún, Isil, Elena og Mórd.

Nûruns kongerække[]

x - 184 Thyrfann (*x - †184)
Den eneste konge, som man kan huske, før den mørke tid uden konger.
184 - 278 Ingen konger (Den mørke tid)
På intet tidspunkt i denne mørke tid er hele Nûrun regeret af en konge. Adskillige barbarhøvdinge, krigsherrer, og gothstammer erobrer og tyranniserer områder af landet i kortere eller længere tid af gangen.
278 - 299 Haraldur (*252 - †299)
Nûruns første konge i den nye tid.
299 - 319 Hallbjorn "Den stærke" (*280 - †325)
Haraldurs søn. Henter store skatte og rigdom til kongeriget gennem sine vasallers krigstogter mod Hainrim og barbarerne i nord.
319 - Frithrik "God" (*298 - † )
Hallbjorns søn og den historisk mest fredelige konge af Nûrun.


Valbaun[]

Byen ligger et lille stykke fra kulminerne (måske 200 – 300 m) i Thyrstein bjergene og nærmest nede i en lille dal. Husene er bygget af hårdt træ og tagene er udsmykkede med snørklede udskæringer og bugtende tagpynt. Rundt om byen er rejst en palisade af træ for at holde uønskede elementer ude og for at give byen mere læ. I disse mørke tider holdes kærterne varme, så man aldrig er langt fra at have lys ved sig. Inde i midten af byen findes De Ældstes Cirkel, der er placeret lige foran claivens gård, og er stedet, hvor der holdes byting og marked. Stedets centrum er en bålplads af udhuggede stene med gamle runer ristet ind i sig. Når vigtige beslutninger for byen skal træffes har flere af byens indbyggere skullet tage sig selv i ikke at lade sig opsluge af bålets gløder og røgens leg i de hellige runer. RiM wiki - Valbaun


Området omkring Valbaun

Jorden er hård og fuld af sten og ler, som gør området omkring Valbaun uegnet til landbrug, og brydes af bjerge og skarpe klipper. Det vilde højland bølger op langs bjergene og ruller ned i iskolde floder, og bevoksningen består primært af groft græs, små skove og spredte buske. Kun de mest erfarne jægere og stifindere har et komplet overblik over de mange kløfter, bjergpas og mere eller mindre sikre ruter, der findes i området. RiM wiki - Området omkring Valbaun


Gudernes øje

Et stykke væk fra Valbaun, ligger der en tyk og folderig skov. Skyerne er tit sammentrukne over skoven og tågen vandre hvileløst om skoven, hvilket også har medført at denne skov er et skræmmeelement for børn så vel som voksne. Folk frygter stedet, og de siger at de kan se væsner bevæge sig i tågen, og hører umenneskelige skrig, råb og lyden af kamp fra skoven. Men siger, at når man vandrer i området, kan man mærke skoven er opmærksom på en. Man siger at guderne kigger gennem denne skov, hvilket også gør at kun få rejser her forbi, for hvem ønsker at guderne skal være opmærksom på en, og kalde en for tidligt væk fra denne verden. Nogle rejsende forvilder sig nogle gange tilfældigt derind og vender frygtsom tilbage fra stedet, og nogle har på et tidspunkt kaldt skoven Gudernes Øje. Kun de folk som føler sig som gudernes udvalgte, eller som er kaldet af deres Goder tør bevæge sig ind i skoven, og de der vender tilbage, vender tilbage skræmt og smurt ind blod - nogle gange deres eget - men de vil af frygt ikke fortælle om deres oplevelser i skoven, om de kan huske det eller ej.
I sandhed er denne skov hjem for nogle af gudernes tjenere på Alvheim præstinder der besider sejden. Denne Cirkel af præstinder, betaler specielle ofringer til Elendriel, som er jorden selv, den evige skiftende, hun er naturens og frugtbarhedens gudinde, men man skal ikke tage fejl af hende, for ligesom hun er det blideste skønjomfru er hun også det farligste rovdyr der går på Alvheim. Præstinderne i Cirklen har sejden, og siger at de er hendes redskab og at hun besætter dem under deres ritualer. De steder på deres vandringer, hun vælger at ære med sin tilstedeværelse og besætte en præstinde, fejres det som en festlig højtid: Ingen drager i krig, ingen løfter våben - faktisk lægges alle våben bort, for hvem ønsker at tiger rovdyret i hende og kaste død og ødelæggelse over ens familie og landsby. Kun da kendes fred og ro, og de prises indtil gudinden, træt af menneskers selskab, forlader præstindens krop.
Sejd er en rituel praksis i Núrun religion, der traditionelt blev praktiseret af en særlig kategori af kultledere kaldet præstinder eller goder. I sjældnere tilfælde kan den også udføres af mænd, der bliver kaldt sejdmænd, men det medføre en social stigmatisering. Sejd kan være både god- og ondartet; godartet sejd kan helbrede eller beskytte samt hjælpe til at se ind i fremtiden, mens ondartet sejd kunne bl.a. forvolde impotens eller tab af livslyst.
Advertisement